Tilbage i Eldoret besøgte vi Søren og Birgitte Pedersen, der bor ca. 1 km fra Alice og Iver. Søren er i Kenya for at bygge kirker til menighederne. Vi blev vist rundt i deres nye bygninger, og aftalte at de skulle udfærdige et tilbud på bygning af en kirke i Tuikut. Søren sætter spær op (typisk af armeringsstål), og lægger stålplader på. I dette tilfælde foreslog han også lave et fundament. Under dette tag vil menigheden så kunne holde deres møder, og efterhånden som de har ressourcer og tid til det, kan de opføre væggene af de materialer de råder over. Menigheden skal selv rejse mindst 10% af prisen til taget, og stille arbejdskraft til rådighed til opsætningen.
Hjemme i Roskilde aftalte vi at kirken skulle være ”årets julegave”, og vi satte en indsamling i gang. Allerede første søndag vi havde indsamling, kom der flere penge ind end der var behov for, så vi aftalte at de overskydende penge skulle gå til hjælp til en kirke i Kaptalelio, hvor Steven Simotwo bruger det meste af sit hus til kirke, og selv bor i et baglokale i huset sammen med sine kone og børn. Dér er også et stort behov for en kirke.
På grund af urolighederne i Kenya omkring nytår, og senere på Mount Elgon, blev kirken først opført i marts i år. Vi håber at få billeder derfra når Alice og Iver kommer tilbage fra Kenya. En kirke som dem Søren bygger, vil koste 15.000 – 20.000 kr.